Ina-Miriam Rosenbaum: På rundtur i sindet hos Dr. Goebbels

Det kan ikke lige frem kaldes typecasting, når en jødisk kvinde skal udfylde rollen som en af nazi-Tysklands hovedarkitekter, Dr. Joseph Goebbels. Det sker i Rhea Lemans forestilling Hitler On The Roof, som har premiere på Københavns Musikteater den 31. marts. HAVE Backstage har mødt Ina-Miriam Rosenbaum til en snak om Goebbels og arbejdet med rollen.

I forestillingen Hitler On The Roof af Rhea Leman, der har premiere på Københavns Musikteater den 31. marts, skal en jødisk kvinde – skuespilleren, Ina-Miriam Rosenbaum, spille Dr. Joseph Goebbels. Forestillingen er en tragisk komedie, der forsøger at kortlægge Goebbels strategi for at omvende et helt folk igennem kultur- og værdikamp, og som sådan fungerer forestillingen også som en kommentar til kunstnere og politikeres ansvar i dag.

”Jeg grinede da jeg blev præsenteret for rollen som Joseph Goebbels, men sagde selvfølgelig ja,” fortæller Ina-Miriam Rosenbaum.

”Rhea’s titel Hitler On The Roof har længe eksisteret som et projekt i mellem os, og da Rhea landede på, at jeg godt kunne spille Goebbels, hænger det måske sammen med, at hun og jeg kender hinanden fra nogle politiske sammenhænge, hvor jeg vist kan være meget intens. Den spinkle statur og det intense blik, var jo også noget af det, der kendetegnede ham.”

Ina-Miriam Rosenbaum kan godt lide den dobbelthed, der opstår, når en kvinde spiller Goebbels.

”Der er et twist i hele ideen med at lade mig spille Goebbels, som gør at stykket bliver morsomt, farligt og ondt på en særlig måde. Og så oven i købet en kvinde som mig, der er jødisk, og derfor har en kulturel historie, som ligger i forlængelse af alle dem, som Goebbels ville bekæmpe,” siger skuespilleren, der i Hitler On The Roof spiller overfor Kristian Holm-Joensen, der har rollen som den kvindelige filminstruktør, Leni Riefenstahl.

Et alvorligt emne skal behandles med humor
Hitler On The Roof er en komisk tragedie. Det kan virke grotesk at sammensætte det sjove og det grusomme, men Ina-Miriam Rosenbaum mener, at humoren er med til at underbygge forestillingens alvorlige budskaber og dermed gøre den endnu stærkere.

”Jeg synes, den bedste humor er funderet i tragedien, og den bedste tragedie bliver formidlet med glimt af humor. Så for mig hænger det fuldstændigt sammen, at Rhea Leman behandler et emne, der er så tungt og seriøst, med humor, fordi du ved at flekse imellem humor og tragedie, når meget længere ind hos dit publikum,” siger hun og fortæller, at flere jøder gennem efterkrigstiden har fremstillet holocausttragedien i et humoristisk lys.

”Det er et kendetegn ved jødisk humor, at der uanset tragedien er en troldsplint af morskab. Det er en overlevelsesmekanisme og et særligt kulturelt kendetegn, at man gør grin med sig selv og med omgivelserne på en frygtelig tragisk baggrund,” fortæller hun og forklarer, hvordan man nogen gange kan opfatte perioden under nazismens Tyskland som absurd, fordi det hele var så uendeligt ubegribeligt.

”Ondskaben var så omfattende, at folk havde svært ved at fatte den. Og når man ser tilbage på det, virker det jo også fuldstændig absurd, at det kunne lade sig gøre at udradere så mange mennesker. Goebbels siger det selv i stykket: Det er utroligt, at det kunne lade sig gøre så hurtigt og effektivt.”

Mennesket bag monstret
Til at begynde med havde Ina-Miriam Rosenbaum svært ved at befinde sig i Goebbels’ univers for lang tid af gangen. Og når hun endelig fandt ind til sin figur, måtte hun hurtigt trække sig væk. Derfor krævede rollen en hel del research.

”Jeg har set en del dokumentarfilm om ham, og jeg har blandt andet også læst den tysk-jødiske litteraturprofessor Victor Klempers dagbogsnotater,” fortæller hun.

”I løbet af krigen observerede han hvordan det tyske sprog ændrede sig. En del af det var Goebbels værk som minister for Propaganda og Folkeoplysning. Hver eneste dag gav han den et lille vrid på den sproglige skrue og gjorde derved livet fuldstændig ulideligt for dem, der ikke var tilhængere af den nazistiske tanke. I de dagbogsnotater har jeg kunne læse om, hvordan han rent teknisk gjorde, og det har hjulpet mig en del til at skabe ham som figur.”

Goebbels levede et liv i passioneret troskab mod Hitler. Ved krigens afslutning dræbte han sammen med sin hustru deres seks børn, før de efterfølgende dræbte sig selv. I Rhea Lemans stykke møder vi Goebbels i 2011 efter 66 år i limbo med længsel og ensomhed. De følelser har været indgangsdøren til Goebbels som menneske i forestillingen.

”Der er ingen tvivl om, at hans begavelse og evne til at læse folk var meget stor,” siger Ina-Miriam Rosenbaum.

”Han var en mand med et fysisk handicap. Han havde klumpfod og blev mobbet. Han havde en doktorgrad i litteratur, skrev bøger og teaterstykker, og han så sig selv som stor kunstner. Men det, han skrev, var så floromvundet og patetisk, at ingen ville udgive det. Derfor var han også et menneske, der oparbejdede en stor hævnfølelse over for sine omgivelser. Han var intet i sig selv og ledte efter en krog, som han kunne hage sig fast til. I Hitler, der forførte rigtig mange mennesker med sin talekunst og sine visioner, fandt han sit anker og sit livs passion. Tilknytningen til Hitler gav ham den enorme magt, som gjorde ham til mennesket Goebbels,” fortæller skuespilleren.

Sproget flytter tanken
Goebbels’ mest virkningsfulde værktøj var kommunikation og sprog, og den magt sproget har, mener Ina-Miriam Rosenbaum også vi bør have respekt for i dag:

”Et begreb som for eksempel fanatisme har altid været negativt for mig. Men det endte Goebbels med at gøre til noget positivt. Han beskrev, hvordan de tyske styrker kæmpede fanatisk, med fanatisme for landet, og pludselig blev det et positivt ord,” siger hun og giver et nutidigt eksempel på sprogets betydning for folkestemningen:

”Vi skal være herre i eget hus, proklamerer Dansk Folkeparti for tiden. Den vending har jeg hæftet mig ved, fordi den er et eksempel på den overskriftsretorik vi ser i dag. Vi hører ikke efter hvad vi siger til hinanden, men dømmer på den første overskrift. Der er i dag politikere verden over, der på samme måde er eksperter i at sætte ting i overskrifter, så folk som de er flest kan forstå dem. Det bliver farligt, når vi dropper nuancerne,” udtaler Ina-Miriam Rosenbaum.

Forhåbentlig en debatskabende provokation
”Måske kommer der slet ikke nogen ind og ser den her forestilling, fordi den er for provokerende. Men forestillingen er da lavet i håb om, at der er nogen, der vil diskutere budskaberne. Jeg drømmer ikke om at omvende folk, men måske kan vi med stykket provokere nogle folk til at ytre sig,” håber Ina-Miriam Rosenbaum, der indrømmer, at hun med sin kommende performance måske er lidt på kamikaze-kurs.

”Men jeg har aldrig haft noget imod at gå på barrikaderne. Og det er vigtigt, nu som altid, at vi ikke bare tier stille,” siger hun og understreger: ”Det her stykke larmer!”