Kunst, der fordrer nytænkning, må siges at være alt andet end ligegyldig. Dog forekommer det meningsløst at opstille retningslinier for, hvad der er rigtigt og forkert i kunstens verden – noget som moderne kultur i høj grad forsøger. Det mener Anders Beyer, direktør for Copenhagen Opera Festival og ensemblechef for Athelas Sinfonietta Copenhagen. Han giver her konkrete eksempler på, hvorfor det er meningsløst at konstruere koncepter for det korrekte.
I hvilket omfang mener du, at kunsten og kulturen skal rumme et etisk aspekt, som potentielt danner os og gør os til bedre mennesker?
Hvis man overhovedet kan bruge alderens fylde til noget, er det vel erfaringen om, at det er rimeligt at nære en skepsis over for intenderede budskaber i kunsten. Man må tro, at de fleste kunstnere – som alle velmenende mennesker – i deres bedste stunder har en drøm eller et håb om en bedre verden. I vores moderne verden oplever vi jo ekstreme holdninger, menneskeforagt og ødelæggelse side om side med håb og spiritualitet. Vi vil gerne tro på fremskridtet og på muligheden for at lære af vores fejl. Men i det øjeblik, at kunstneren som en intenderet handling ønsker at afspejle det manifest i kunsten, skaber det en modvilje hos mig.
Kunst sat ind i begrebsrammer, som indeholder utopier og henholder sig til bestemte ideologier, har ofte vist sig at være katastrofale i deres nærsynethed. Men den bedste kunst peger altid ud over sig selv, og den giver os anledning til at tænke efter og måske endda se verden på en ny måde. Det er poetisk blevet hævdet, at man skal kunne kræve af kunsten, at den skal kunne så et frø i os mennesker, som får uventede følger for, hvordan vi opfatter verden.
Det skulle ikke komme bag på mig, om de fleste, der skaber og formidler kunst, har en drøm om at se dette udfoldet i virkeligheden. Den værdifulde kunst er jo den, som har styrke til at nedbryde grænser i vores hoveder. Den ligegyldige kunst, er musikken, der blot lyder kønt og bare er “en lænestol for ørerne”, som Charles Ives sagde.
Kunstens kraft og omvæltende potentiale er uhyggeligt – det vidste Hitler da han brugte Wagners musik i propaganda-maskinen – men den personlige nærkontakt med kunst, der skaber positiv, mental ravage, er ikke sådan noget, jeg kan sætte på formel og forklare og pinde ud på samme måde som når man sætter en udtørret sommerfugl fast med en knappenål på en tavle. Det radikale ryk – eller det sublime, om du vil – sker på uventede steder og det stråler ud af kunsten og det erfarede livs forunderlige arabesker på trods af alt det, kunstneren eventuelt har nedlagt af vilje og mening i værket.
Jeg var i Venedig for nylig og oplevede Lidoen og Hotel Excelcior i et fredfyldt tågelandskab og var solgt til stanglakrids med Mahlers adagietto fra 5. symfoni klingende som melodisk tåreperser i baghovedet. Ren kitsch. Hvad er det, der sker? Når ingen spørger mig, så ved jeg, hvad det er, men hvis nogen spørger mig, så ved jeg det ikke.
At ønske at kunsten skal gøre os til “bedre mennesker” er en formidling af missionærens holdning. Det er meningsløst at konstruere koncepter for, hvad man bør læse, lytte til eller se på, og hvad man ikke bør gøre for at blive et bedre menneske. Den moderne kultur bygger i høj grad på det, som man ikke bør læse, lytte til eller se på. I kunstens verden findes ikke kendsgerninger, kun fortolkninger.
Erfaringerne med de forfærdelige politiske systemer som nationalsocialismen og kommunismen må føre til, at man må se bort fra enhver form for tvang og almindelig besserwisser-holdning. Jeg arbejdede ni år som kritiker og redaktør på Dagbladet Information, som var befolket af en række skønne skribenter med allehånde svar inden for miljø, sundhed, integration, undervisning, økologi og alt muligt.
De var så frelste, at saligheden var umistelig, da vores portner Leif en mandag morgen skrev på det interne net: “Ku’ I ikke starte med at lukke vinduerne, når I går om fredagen, så fyrer vi ikke for gråspurvene i hele weekenden.” Mennesker, der ligesom Leif har begge ben på jorden, hænger ikke på træerne.
Jeg spurgte engang komponisten György Ligeti om det med etik, tro og budskaber i hans egen kunst, hvortil han svarede:
“Jeg har en tro – en tro på de fornuftige videnskaber, især naturvidenskaben, men også socialvidenskaben, når og kun når de udøves fornuftigt og hæderligt. Dermed mener jeg, at man skal udgå fra fakta, opstille en hypotese, der efterprøves, og der opstilles en provisorisk teori. Filosofierne og ideologierne er systemer, der vil forklare alt. Den ægte videnskab vil ikke forklare alt, kun små delområder. Jeg nærer et stort håb til videnskaben og til teknikken. Den gennemsnitlige levetid i Japan var efter krigen 60 år, nu er den 79 år. Det vil jeg kalde fremskridt.”
Den kan vi godt lade stå et øjeblik.
Efter to årtier som meningsdanner og forstå-sig-på’er kunne jeg sommetider komme til et punkt, hvor jeg kunne få nok af at levere holdninger om alt muligt mellem himmel og jord. Jo mere, vi ved, jo mere ved vi noget om, hvor lidt vi egentlig ved. I den forstand opleves det som at “komme hjem” og meget privilegeret at arbejde med skabende og udøvende kunstnere, der kunstnerisk set lever på kanten af eksistensen i hver eneste øjeblik. Og frem for alt er de i sagens natur tvunget til at være konkrete – det har jeg det vældigt godt med.
En af mine yndlingsforfattere, Søren Ulrik Thomsen, satte erfaringen på skrift med to udtalelser, frit citeret efter hukommelsen: “Man skal gøre det, man skal, og så kan vi bagefter tale om, hvordan det gik.” Og: “Sandheden har jeg overladt til de unge, selv nøjes jeg med at sige tingene, som de er.”
Det er jo blandt andet et udtryk for, at kulturlivets landmålere og købmænd godt kunne holde et frikvarter, så vi får en pause i strømmen af candyfloss-udtryk, vision statements, marketinggøgl og branding-ekspertise. Typisk leveret af de kulturkontorister, der prøver at finde taktarten i et kunst- og kulturliv, der i selvoverskridelsens navn altid er på vej et andet sted hen, altid er et hestehoved foran teoridannelser og klogeåge-snak.
Alting kan vendes på hovedet, og der kan til enhver tid findes grunde til at gøre det modsatte af det, du selv tror er rigtigt. Det er ikke et udtryk for en anything goes-holdning, men en accept af, at moral og menneskelige grundvilkår er lige som fodbold: Bolden kommer aldrig der, hvor man regner med det.
Hvilket potentiale har opera i forhold til at kommunikere etiske og aktivistiske budskaber?
Opera er en magisk maskine, som billedligt talt er fitness for følelserne. Du kan blive afhængig af det – det er som et adrenalinkick. Men man skal huske på, at når verden går under i Wagners Ringen, går den ikke under – det er løgn, for uden for teatret går verden videre. Men når vi går hjem i natten, sanser vi bevidst eller ubevist pengenes magt, guldets forbandelse og prisen for jagten på succes. Det giver os en personlig erkendelse og skaber måske en menneskelig rummelighed, men det vil vel næppe – forhåbentlig ikke – føre til at vi melder os ind i en klub for bedrevidende, der har fundet svaret.
Konklusion er det sted, hvor man bliver træt af at tænke. Derfor er alle store værker efter min mening åbne i forhold til fortolkning, og de afslører aldrig det inderste rum, men bærer på hemmeligheder, som du oplever det i biblioteket hos Umberto Eco, eller de apokryfe henvisninger i Ulysses hos James Joyce, eller den hemmelige kærlighederklæring til den forbudte elskede hos Alban Berg. Blandt andet derfor har disse værker så stor slidstyrke – de er ikke bundet af en bestemt tidsånd. Og hvis disse kunstnere så tager udgangspunkt i en samfundsmæssig eller politisk problemstilling, er det altid som afsæt til at fortælle en “større” historie.
Et eksempel: H.C. Andersen skriver eventyret Lygtemændene ere i byen, sagde mosekonen i 1865, som i virkeligheden handler om Andersens store sorg over, at vi mistede en tredjedel af Danmark til tyskerne i 1864. Men det er ikke det, læseren bemærker ved første gennemlæsning, måske opdager læseren slet ikke dette lag i eventyret: Det selvbiografiske, forfatterens sorgarbejde i selve skriveprocessen, og den konkrete anledning med krig og tab af fædreland.
Det er også derfor, at Wagners Ringen er universel – den siger lige så meget til os moderne mennesker om vores komplicerede liv, som den sagde publikum ved uropførelsen. Det er derfor at kunstnerkollektivet Røde Mor ikke er universelt og nu er henvist til et afsnit i historiebøgerne, da deres kunst var så bundet til hippiebevægelsen, ungdomsoprøret og den godhjertede forestilling om socialismens fortræffeligheder. Sidste salgdag er for længst overskredet.
Hvilke konkrete eksempler har du på tiltag indenfor operagenren, som rummer aktivistiske aspekter?
Der er sikkert noget, jeg har overhørt og overset, men jeg er ikke i stand til at nævne et eksempel på en opera, der eksplicit opfordrer publikum til konkret at sætte gang i skibskatastrofer og pludselig død. Men der findes operaer, som via deres sujet sætter fut i oprørstanker. I 1800-tallet blev revolutionens frihedsbudskab i Frankrig forherliget i den såkaldte revolutionsopera. Både Verdi og Wagner var særdeles politisk aktive, og deres genialitet bestod vel bl.a. i evner til at gøre det personlige til noget alment.
Den italienske komponist og erklærede kommunist Luigi Nono har skrevet musik, der behandler arbejdsklassen og deres livsbetingelser, og den tyske komponist Hans Werner Henzes opera El Cimarrón (Den Bortløbne Slave) fra 1970 har haft succes i hele verden. Man efterlades ikke uberørt af denne historie om de undertryktes vilkår.
Når Erik Clausen taler de svages sag i film og operaer, gør han det gudskelov ikke med løftet pegefinger – det ville være ubærligt. Humoren redder Clausen fra mangt og meget, og hans opera Houdini den Store med musik af Andy Pape er nok den danske kammeropera fra det sidste kvarte århundrede, som har haft størst succes herhjemme.
Hvor meget vægt lægger du i dit arbejde med Copenhagen Opera Festival på, at et givent arrangement har et aktivistisk eller politisk budskab?
Det lægger jeg overhovedet ikke vægt på. Copenhagen Opera Festival er ikke en platform for luftning af bestemte ideologier eller politiske synspunkter. Det ville i festivalsammenhæng være et udtryk for en suicidal tilbøjelighed at gennemføre en sådan praksis. Men jeg vil gerne forføre publikum, røre rundt i deres følelsesliv, få dem til at le og græde, jeg vil gerne se dem opleve, at deres eget liv ruller forbi på scenen. Jeg er taknemmelig, hvis dramaet handler om deres drømme, sorger, glæder og så videre. Det er jo det, opera er eminent til: At spejle dit og mit liv på scenen.
I dette års operafestival skabte vi projektet OperaJam på Blågårds Plads på Nørrebro. Vi instrumenterede dette byrum, kaldte til jam med asylansøgere, hjemløse, drankere, indvandrere, utilpassede unge, osv. Man kunne tro at projektet er et udtryk for en social correctness og noget, man gør for at skabe goodwill de rigtige steder. Det er det ikke – det er tværtimod et udtryk for en egoistisk holdning hos os: Vi ved, at de fremmede kulturer og det utilpassede kan berige vores egen kultur. Man kunne også tro at det ville blive et veritabelt bad taste party at sætte operasangere sammen med de nævnte miljøer på Nørrebro, men det blev alle tiders fantastiske, musikalske møder i tre dage med nysgerrige kunstnere på tværs af genreskel, og hvad ved jeg. (Se et YouTube-klip her.) Et sådant arrangement kan ikke undgå at formidle et budskab om fordelen ved tolerance og mangfoldighed. Det står jeg så ved – med glæde.
Kan kunst, i dette tilfælde specifikt opera, være en bedre adfærdskampagne end en egentlig adfærdskampagne med sine skilte og bannere og tv-spots?
Jeg er helt sikker på, at musik og sang er et uforligneligt kit mellem mennesker. Kultur – og altså også opera – er vigtig i skabelsen af vores identitet, hvordan vi agerer og definerer os selv som mennesker i samfundet. Derfor kan jeg ikke begribe, hvor kulturen er så underprioriteret i forhold til bevillinger og politisk bevågenhed generelt. Musikken og sangen går ind og rammer ubevidste lag og er med til at forme dig på en helt anderledes måde end alverdens kampagner kan gøre det. Din mor starter med synge Solen er så rød, mor for dig, hvilket er det bedste der kan ske, og derefter går det støt nedad, i folkeskolen og videre i uddannelsessystemet, som serverer musikalsk babymos for de unge. Det er skandaløst.
Du bemærker nu, at vi bevæger os glidende væk fra at tale om kunsten med stort K, væk fra omtalen af Værket og Komponisten, og ind i et område, hvor musik og sang generelt kan bruges til at skabe fællesskabsfølelse og identitet. Tillad mig at slutte af med to eksempler på musikkens potentiale som det, jeg kalder kittet mellem mennesker.
Estlands frigørelse blev mulig gennem den folkelige sangtradition. Den optøning i øst-vest-forholdet, som blev startet af Gorbatjovs glasnost og perestrojka, gjorde det muligt for de nationale frihedsfølelser at komme mere åbent til udtryk i de baltiske lande. Det oplevede man ved de store sangfestivaler, hvor “den syngende revolution” blev et begreb – når hundredetusinder af mennesker samledes på festivalpladsen i udkanten af Tallinn – og det kulminerede med menneskekæden gennem de tre lande.
Alle magthavere bør være opmærksomme på musikkens kraftfulde potentiale som brugt effektivt i sidste instans kan føre til hvad som helst. I tilfældet Estlands frigørelse ser du kulturens aktivistiske potentiale udfoldet i praksis. Det kan ikke tusind bannere og tv-spots hamle op med.
I 1990′erne arbejde jeg for Nordisk Ministerråd, bl.a. som ansvarlig for kultursamarbejdet med Vestbalkan og de nordiske lande. Det er ikke urimeligt at sige, at vi brugte kunst og kultur som fredsskabende middel og til at vise at demokratiet er en god ting at have kørende.
I et af projekterne samlede vi et orkester bestående af unge musikere fra Norden og Balkan. Vi turnerede rundt i Vestbalkan og gav koncerter, lavede cd-udgivelse – modsætningerne mødtes, og der opstod i dén grad sød musik. En aften ved Orchid-søen i Makedonien satte de unge sig sammen og sang for hinanden til guitarledsagelse. Pludselig lød tonerne af en popsang, som alle balkan-deltagerne sang med på. De kunne alle synge med, fordi den var et hit dengang, de var sammen i et stort Jugoslavien. Der sad disse unge musikere og blev forenet af musikken og sangen, mens deres forældre bogstavelig talt slog hinanden ihjel. De unge ville ikke acceptere dette, og forbrødringen skete gennem musikken og sangen. Det var en stærk oplevelse.
HAVE Backstage har bedt en række nøglepersoner i det danske kunst- og kulturliv om at forholde sig til, hvorvidt de mener at kunst bør rumme et etisk aspekt, som potentielt danner os og gør os til bedre mennesker, og hvilke potentialer kunst rummer i forhold til at udbrede aktivistiske, politiske og etiske budskaber.
