Teatret skal radikaliseres. Det danske teater skal turde at skildre radikale og ekstreme holdninger, i stedet for blot at være konsensussøgende. Det mener skuespilleren Hassan Preisler, der også understreger at teater har et stort potentiale for at være aktivistisk og debatskabende – dette potentiale udnyttes bare ikke i Danmark.
Hassan Preisler er uddannet skuespiller og stiftede i 2009 teatergruppen Danskdansk sammen med skuespilleren Sandra Yi Sencindiver og manuskriptforfatter Joan Rang Christensen. Gruppen arbejder overordnet for, at kulturlivet skal afspejle den mangfoldighed, der findes i vores samfund.
Senest har Danskdansk, med støtte fra Kunstrådet, opsat det kontroversielle stykke Den Hvide Mand, der bl.a. ville gøre opmærksom på en skjult racisme, blandt de ellers politisk korrekte danskere. I øjeblikket arbejder gruppen med forestillingen Media Machine, i samarbejde med berlinerensemblet Gob Squad, som vil sætte det moderne menneskes interaktion med og påvirkning af medierne under lup.
HAVE Backstage har bedt en række nøglepersoner i det danske kunst- og kulturliv om at forholde sig til, hvorvidt de mener at kunst bør rumme et etisk aspekt, som potentielt danner os og gør os til bedre mennesker, og hvilke potentialer kunst rummer i forhold til at udbrede aktivistiske, politiske og etiske budskaber.
At HP udtaler at der ikke længere er noget publikum til teater og direkte kalder det en flugt er nok at male lige lovlig kraftigt op med den sorte pensel.
2.8 mio publikummer i sæson 09/10, som var 4% mindre end året før, er vel næppe en exodus af de dimensioner som HP lægger op til.
I en tid hvor kampen om vores fritid og opmærksomhed raser med events, koncerter, internet og festivaler for snart sagt hvad som helst, synes jeg ikke det er et skidt resultat.
At teatret bør forholde sig til sin samtid og tage stilling er ikke nyt.
At flere og flere kunstnere gør dette er ikke nyt.
At man som kunstner ønsker at positionere sig i forhold til andre kunstneriske udtryk er heller ikke nyt.
Men hvis man føler sig radikalt i opposition til det samfund man er en del, må man i et eller andet omfang komme sit publikum og selv samme samfund i møde i en inkluderende dialog hvis man vil påvirke det. Alternativet er en dræbende ”os mod dem” retorik.
Hatten af for Danskdansk´s initiativ, men hvor ville det være skønt med en profilering der handlede om at være en del af et fantastisk scenekunstnerisk udbud der qua sin enorme bredde har plads til stort og småt, gråt og blåt – og 2,8 millioner mennesker i teatermørket!
Bedste hilsner Jacob Stage
Mute Comp. Physical Theatre
Link til Danmark Statistik og publikumstal:
http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2010/NR589.pdf
Det er jo netop holdninger som denne, der forhindrer teatret i at opnå anden relevans end at at stryge os med hårene. ‘Vi’ er i den sammenhæng den tredjedel af befolkningen, som udgør de mennesker, der har købt de omtalte 2,8 mio billetter. Én tredjedel besøger aldrig teatret og én trejdedel sjældent. Så når vi sidder der i teatermørket, så er det ikke for at nyde bredden, teatret har plads til. Det er for at dele sæde med dem, der ligner os selv, og grine med dem, vi er enige med.
Jeg mener desuden, at det er skræmmende, at det opleves som om, man er i opposition til sit samfund, når man påtager sig at udtrykke sig radikalt.
Hassan Preisler