Tuva Novotny: Præstation og personlighed bør være nok

Om få dage er den svenske skuespillerinde Tuva Novotny aktuel i den nye, danske thriller ID:A, hvor hun spiller en ung kvinde, der vågner op på en flodbred og intet kan huske. I hendes taske ligger 2 millioner euro, og straks starter en flugt fra ukendte forfølgere og en kamp for at genfinde sin identitet. HAVE Backstage mødte kvinden bag rollen, og hun er til gengæld bestemt ikke er hverken forvirret eller på flugt.

Da HAVE Backstage møder Tuva Novotny, står det hurtigt klart, at vi sidder overfor et meget jordnært og sympatisk menneske. Novotny udstråler en ro og et behageligt væsen, som vækker en naturlig interesse hos lytteren, så man får lyst til at høre nærmere om, hvilke tanker hun gør sig om både stort og småt. Derfor gik der ikke længe før vi talte om hendes musikalske inspirationskilde, det at vælge kendis-livet fra, hendes identitetsarbejde og danske kvinders oprør mod ”sød-pige-normen”.

Føler du selv at du i en alder af 32, med en succesfuld karriere, ved hvem du er?
- Nej, jeg tror – og det kan de fleste over 25 år nok skrive under på – at man begynder at forstå, at det vil man aldrig rigtig vide. Den dag, jeg tror, jeg 100% ved hvem jeg er, så er jeg galt på den. Livet fordrer udvikling – det er i hvert fald min intention at lade mig selv udvikle. Den dag, man stagnerer, skal man finde på noget nyt. Naturligvis ved jeg nogenlunde, hvordan jeg fungerer, men jeg håber da jeg altid vil være åben for impulser og udvikling. Jeg tror egentlig mere identitet handler om nogle faste referencerammer og nogle hverdagsrutiner.

Jeg skal springe fra 5-meter-vippen
I et tidligere interview har du fortalt, at du er et kontrolmenneske, som kæmper for det modsatte. Prøv at give et eksempel på et tidspunkt, hvor det er lykkes.
- Forleden tænkte jeg faktisk på, hvordan man som helt ung bare sprang frygtløst ud fra 5-meter-vippen. Det gør man ikke rigtig mere. Jeg synes i hvert fald, det er skræmmende. Men nu har jeg besluttet mig for, at det skal jeg gøre én gang om året, som en reminder om, at huske at udfordre sig selv og overskride de forhindringer, man nogen gange sætter op for sig selv.

Du mener, at danske kvinder ikke lever efter ”sød-pige-normen”. At det er nok at være stærk og god til noget. Samtidig har du sagt, at demokratiet kommer mere til udtryk i Danmark end i Sverige, i kraft af at folk siger hvad de mener uden nødvendigvis at være politisk korrekte. På hvilken måde har det været med til at farve den person, du er i dag?
- Som svensker oplever jeg virkelig den tendens, ja. Med en baggrund i en meget pæn opdragelse, hvor man ikke rigtig tør tage konflikter, og hvor kvinder ikke kan gå i høje hæle uden at signalere, at de dermed lægger op til noget, så kan jeg godt føle, at man i Sverige af og til er helt tilbage i 50’erne. Så de indtryk, jeg har fået i Danmark, har da været med til at farve mere af min egen kvindelighed. Under min opvækst, tror jeg da ikke, det altid har været godt at være præget af den næsten reaktionære feminisme, som jeg oplever findes til dels i Sverige. Den er også fantastisk på mange måder, men ren hverdag feminisme, hvor man rynker på næsen af kort nederdel og høje hæle - what the fuck, vi er da kommet videre end det, ikke?! Dér synes jeg, at danske kvinder udgør et kæmpe forbillede.

Ingen arbejdsro i Hollywood
Du har tidligere udtalt, at du under indspilningerne i Hollywood med Julia Roberts var både fascineret af den store industri og samtidig følte hjemve. Kan du give et konkret eksempel på de to tilstande fra din tid i Hollywood?
- Helt praktisk set; den første dag, da jeg var på optagelse med Julia Roberts, var der sat et stort hegn rundt om hele indspilningspladsen, fordi der var mødt så mange mennesker op for at kigge på, som råbte på hende. Helt i stil med en stor rockstjernes fremmøde. Det er jo virkelig fascinerende at se, men samtidig kan man jo ikke koncentrere sig om sit arbejde, fordi der simpelthen er så meget larm og andre indtryk. Det er jo et tydeligt eksempel på, at det er spændende og fascinerende og helt langt ude at prøve, men hvor er jeg bare glad for, at vi har en god filmtradition i Skandinavien, som indebærer en koncentration og respekt for det fokus, vi behøver for at gøre vores arbejde. Så jeg havde ikke som sådan hjemve, men jeg indså, at vi virkelig har det godt herhjemme.

Mange skuespillere kan have et behov for at blive set, også udenfor filmlærredet. Du giver udtryk for ikke at have det behov. Kan du forklare hvorfor du har det sådan?
- Jeg ved ikke om det er skuespillere decideret, men jeg tror at samfundet har udviklet sig gennem de nye former for medier og de nye former for medial eksistens, som gør, at også helt almindelige mennesker, som ikke tidligere har arbejdet i det offentlige rum, eller med kendis-relateret arbejde, søger at blive set. Denne nye mediale eksistens, synes jeg gør, at man kan se en ny generation, der finder bekræftelse i det at blive kendt og blive set. Ikke for at kunne noget, men fordi der er opstået en forvrænget forestilling om, hvordan det er at være kendt. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre, end at være kendt uden at have et talent eller andet, der bakker op om ens berømmelse.

Kan du uddybe det?
- Jamen, jeg vælger selv aktivt kendis-skabet og premierer fra, fordi jeg synes, det er ubehageligt og mærkeligt at stå i lyset af noget, hvor man skulle fremstå som bedre end andre. Det er jo det, der forventes i medierne, som elsker at være med til at gøre et menneske til en stjerne, men som samtidig også elsker at være med til at nedgøre et menneske igen. Så skal man som kendt stå til rådighed for folks behov for at smide med sten eller roser. Det er jeg ikke stærk nok til at være en del af. Så mit fravalg består i overlevelse, men samtidig også en erkendelse af, at den bekræftelse, jeg eventuelt kunne få på en rød løber, jo er en bekræftelse, jeg langt hellere vil have fra min familie eller mine venner. For den dag, de slukker for lyset på den røde løber, så må der opstå et tomrum. Så jeg vil langt hellere bygge min eksistens og mit professionelle arbejde op på at have et stabilt hjemmeli, og forhåbentlig gøre mit arbejde godt. Så må andre klare det offentlige ræs. Og jeg vil altid mene, at man sagtens kan følge med uden, og at folk vil huske dig og synes du er interessant alene på baggrund af det, du præsterer, og hvem, du er. Det er i hvert fald det, det hele burde handle om.

60-årig cyklist råbte “svin”
Hvad skal der til for at du selv bliver slået ud af kurs?
- Forleden gik jeg på gaden i indre København, hvor et omfattende renoveringsarbejde gjorde, at jeg blev nød til at forlade fortovet og gå ud på gaden. På gaden bevæger jeg mig forsigtigt og inde ved siden, i det en dame sidst i 60’erne kommer cyklende. Hun kigger surt på mig, og jeg forstår ikke rigtigt, eftersom jeg ikke har andre muligheder. Så råber hun pludselig “svin” af mig, og jeg blev helt chokeret. Selv om jeg ved, at man i Danmark godt må sige sin mening, så råber man da ikke sådan af hinanden på gaden?! Jeg synes grundlæggende, at vi alle godt kunne opføre os ordentligt mod hinanden uanset situationen. Her blev jeg helt skræmt og slået ud af kurs i hverdagens tryghedszone, og jeg synes det er et eksempel på, hvordan mange mennesker går rundt med så meget aggressivitet, som så instinktivt kommer til udtryk i trafikken.

Vi ser dig ofte i den mere alvorlige rolle. Drømmer du om i fremtiden at spille en særlig rolle eller karakter?
- Nej, ikke specifikt. Det handler mere om forudsætningerne for et godt projekt. Naturligvis er der da en instruktør, jeg godt kunne tænke mig at arbejde med, men selv instruktører man elsker, kan også lave et projekt eller en rolle, som ikke tiltaler én så meget. Det er jo altid en kombination af rollen, instruktøren, fotografen eller manuskriptet, der afgør, om man har lyst til et projekt. Derfor forsøger jeg også at lade være med at forestille mig noget, der aldrig ville ske.

Hvilke personer i filmbranchen har du som forbillede og inspiration?
- Jeg blev eksempelvis virkelig inspireret af filmen Drive forleden. Det er dog svært at pege på et bestemt menneske, for selv om jeg for eksempel er utrolig inspireret af instruktøren Terrence Malick, så laver han også nogle mærkelige værker ind i mellem, som ikke nødvendigvis siger mig så meget. Derimod kan det så inspirere mig at han tør løbe nogle risikoer og tage nogle anderledes valg. Men skulle jeg nævnte to instruktører, jeg er inspireret af, ville det være Malick og Darren Aronofsky.

Hvilke andre inspirationskilder har du?
- Faktisk finder jeg rigtig meget inspiration i musikken, som er så umiddelbar og direkte. Det er så fascinerende hvordan lyd hurtigt kan transformeres til en stærk følelse, uden nødvendigvis at fortælle dig noget, ligesom film, teater, bøger og endda billedkunst ofte gør. Disse elementer har ofte et budskab og en særlig fortælling på sinde. Det kan musikken naturligvis også have, men bare tonerne i sig selv kan farve og skabe stemning.

Begge ben på jorden – både privat og professionelt
Hvordan vil du beskrive vejen til det punkt, du er i dag i din karriere?
- Mavefølelse. Meget enkelt. Begge fødder på jorden, helst nede i jorden. Selvfølgelig har der været op- og nedture, sådan er livet jo. At lade som noget andet på forsiden af et blad med lipgloss, er bare pjat. Livet er en rollercoaster, men så længe man går ud fra sin mavefølelse, så overlever man i hvert fald.

I filmen er der stærke scener, som fordrer sorg, fortvivlelse og frygt. Skal man som skuespiller være meget i kontakt med sine mere tunge sider, og kan det ikke være opslidende at skulle bringe dem frem hver dag på optagelserne?
- Jo, men man er træt på en helt anden måde efter en arbejdsdag, hvor man måske har løbet rundt i skoven eller grædt i fem timer. Men det er nok også lidt en rutinesag. Jeg synes måske, det har været hårdere tidligere, hvor jeg tog arbejdet mere med hjem, men efterhånden er jeg blev meget opmærksom på ikke at gøre det. Samtidig kan det netop være rart og forløsende, efter en dag med traumatiske scener, bare at komme hjem og slappe af til en øl i sofaen. Og så det kan jo faktisk fungere omvendt. 

ID:A har premiere d. 24 november 2011 og er en cocktail af nervepirrende spænding, hårdtslående aktion og ægte Hitchcock-gys. ID:A er instrueret af Christian E. Christiansen og byder i øvrigt på en spændende rolleliste bestående af Flemming Enevold, Carsten Bjørnlund og Marie Louise Wille.

Tuva Novotny er født i 1979 og er af tjekkisk oprindelse. Hun har medvirket i en lang række danske, svenske og internationale film i løbet af de sidste 12-13 år. I de seneste år har hun været bosat i København og har fået en flot dansk filmkarriere. Hun har bl.a. haft hovedroller og store biroller i Midsommer (2003), Familien Gregersen (2004), Kandidaten (2008), samt i Hollywood-produktionen Eat Pray Love (2010) med Julia Roberts.