Stærk dansk deltagelse på filmfestivalen Sundance

Den otteogtyvende Sundance Film Festival har netop offentliggjort hvilke film, der vil blive vist på den prestigefyldte festival i Utah. Dansk film er godt repræsenteret, og hele fire ud af tolv nominerede dokumentarfilm er danske.

Foto: Ruang Rungruang Rattabunditkul

Sundance Film Festival, som i 2012 finder sted fra den 19. til den 29. januar i Park City i Utah, USA, anses for en af verdens mest betydningsfulde festivaler for uafhængig filmproduktion. Det er en fjer i hatten for dansk film, at en stor del af de film, der vises på festivalen og deltager i konkurrencen om de eftertragtede priser, er danske.

Teddybjørn blander sig med de store
Arrangørerne af Sundance har netop offentliggjort navnene på de film, der vil få premiere på festivalen samt de titler, som vil indgå i konkurrencen om de prestigefyldte priser.

I kategorien amerikanske featurefilm deltager seksten film, der i festivalens ånd for det meste er af ret ukendte og uprøvede instruktører. Der er dog flere store navne på rollelisterne såsom Helen Hunt, William H. Macy, Danny Glover, Blythe Danner, Lou Diamond Phillips, Edward James Olmos og vor egne Paprika Steen og Thure Lindhardt i Ira Sachs’ Keep the Lights On. I kategorien udenlandske spillefilm er Danmark repræsenteret af Mads Matthiesens Teddy Bear (billedet) om en 38-årig bodybuilders søgen efter kærlighed.

Dansk dominerer dokumentarer
I konkurrencen for udenlandske dokumentarfilm står Danmark dog utroligt stærkt. Ikke mindre end en tredjedel af de tolv nominerede dokumentarfilm står der dansk på.

Det drejer sig om Mads Brüggers Ambassadøren, Putin’s Kiss af Lise Birk Pedersen, den dansk-ægyptiske 1/2 Revolution instrueret af Omar Shargawi og Karim El Hakim samt Searching for Sugar Man af Malik Bendjelloul, der i programmet præsenteres som dansk-britisk.

Stjerner på rollelisten
Ud over de nominerede film er der femten spillefilm og otte dokumentarfilm, der får verdenspremiere udenfor konkurrence. Det er blandt andet film af Stephen Frears, Spike Lee, Rodrigo Cortés og James Marsh med stjernenavne såsom David Duchovny, Bruce Willis, Catherine Zeta-Jones, Sigourney Weaver, Robert De Niro, Liv Tyler, Gillian Anderson, Jeremy Irons og Dennis Quaid på rollelisten.

Om festivalen siger dens medstifter Robert Redford:

”Vi er og har altid været en festival om filmfolkene. Så hvad gør de? Hvad siger de? De skaber beretninger om den omskiftelige verden, vi lever i. Nogle er ligefremme, nogle nyskabende og nogle offbeat, men altid interessante. Det er aldrig til at forudse. Vi ved det først, når filmen ender, og det elsker jeg.”

Se mere om Sundance Film Festival og alle de nominerede film her.

Tags: ,