Singin' In The Rain: Mød Det Ny Teaters unge stjerner

Med Det Ny Teaters helt store opsætning af Singin’ In The Rain finder man to unge skuespillere i stykkets hovedroller: Johannes Nymark og Kristine Yde Eriksen. Forberedelserne er i fuld gang, og efter prøverne en formiddag i december, talte HAVE Backstage med de to unge hovedrolleindehavere, der kan se frem til at være del af en storslået produktion med en overdådig art déco-scenografi, hele 32 sceneskift, flere hundrede kostumer og masser af regn over hele scenen.

Singin' in the Rain

Johannes Nymark: Rollen lurede allerede på mig i New York
Da vi møder den 25 år gamle Johannes Nymark, er det på balkonen i Det Ny Teater med udsyn ned til den scene, han snart skal stå på, som den mandlige hovedrolle Don Lockwood i det legendariske stykke Singin’ In The Rain. En scene, som mange generationers stjerner har stået på. De vinrøde fløjlssæder, lysekronen i loftet og den døsige belysning emmer af historie, forventningens glæde og gode oplevelser.

Johannes blev for nylig tildelt Edith Allers Mindelegat efter særligt at have imponeret i musicalen Les Misérables. Johannes er uddannet i New York og fra Musical Akademiet i Fredericia, og han har medvirket i blandt andet Mary Poppins og Annie på Det Ny Teater. Netop nu forbereder han sig til premieren på en af musicalrepertoirets største roller i Singin’ In The Rain. Johannes er glad og fortæller:

”Det betyder rigtig meget for mig, både personligt og i forhold til min karriere, at jeg er blevet tilbudt denne rolle. Som Niels-Bo Valbro, direktøren for Det Ny Teater sagde, da han ringede og tilbød mig rollen, så er det den største mandlige hovedrolle indenfor musicalgenren. Så det er jo stort. Det er samtidig en udfordring, som jeg selvfølgelig håber får betydning for, hvad jeg fremover bliver tilbudt. ”

Johannes Nymark

Første gang, Johannes bevidst fik et forhold til Singin’ In The Rain, var da han modtog step-undervisning i New York. Her brugte en af lærerne musikken fra filmudgaven og opfordrede Johannes til at udforske denne stil, i det hans type og kundskaber lagde op til, at rollen som Don måske kunne blive aktuel en dag i fremtiden.

”Det kan jeg huske, at jeg skrev mig bag øret. Men jeg har ikke et specifikt minde omkring filmen. Men man kender jo sangen Singin’ In The Rain. Jeg ved ikke engang hvorfor. Men jeg har sikkert set filmen som lille, og jeg tror ikke, der er mange der ikke kender den sang i forvejen.”

Johannes har med denne rolle nået en af sine mål, og han konstaterer med et smil:

”Nu må vi jo se hvordan jeg klarer det.”

Stor udfordring at etablere sig
Johannes har klaret sig godt siden han i 2009 blev færdiguddannet. En af de ting, der imidlertid er kommet mest bag på ham i branchen, er, hvor meget planlægning og økonomi fylder i hverdagen:

”En af de største udfordringer er alle tankerne om, hvad man skal vælge, og hvad man skal gøre for at få karrieren til at hænge sammen. Der er en del logistik og planlægning, som godt kan være en smule besværlig ind i mellem. Det er jo fantastisk, hvis man bliver tilbudt et job i og med, at det er rigtig svært i denne branche. Men der kan være nogle udfordringer i efterfølgende at få jobbet til at passe med, hvad man ellers eventuelt spiller med i. Teatrene kører tit med samme tidsperioder, og nogle gange afviger de alligevel lidt, hvilket kan resultere i overlap, som er nødvendige at løse. ”

Kristine Yde Eriksen: Kathy og jeg ligner hinanden
Kristine kommer smilende op på balkonen. Hun er 28 år og spiller den talentfulde korpige Kathy Selden i Singin’ In The Rain. Hun har tidligere blandt andet medvirket i The King & I, Les Misérables, Mary Poppins og Annie, alle på Det Ny Teater. Senest har vi også set hende med succes i rollen som Sofie i Mamma Mia i Tivoli, og hun er ligesom Johannes uddannet fra Musical Akademiet.

Kristine Yde Eriksen

Selv om rollen som Kathy er en udfordring, har hun dog ikke haft svært ved at relatere til karakteren:

”Jeg startede selv ud som danser, ligesom Kathy også gør i filmen. Samtidig er det, som Kathy går og drømmer om, jo egentlig også det, jeg selv altid har drømt om. Ligeledes kæmper Kathy for at få arbejdet sig selv frem på teaterscenen – for at få vist, hvad hun kan, og hele tiden øve og forbedre sig. Den kamp og drøm er jo faktisk lidt den samme, som jeg oplever i mit eget liv.”

Det spiller altså ikke nødvendigvis den store rolle, om vi befinder os i 20’erne el i 2012, hvis man spørger Kristine:

”Det er jo ens egen verden man befinder i – bare i 20’erne!”

Vi må glemme, at vi kender hinanden
Da Kristine bliver spurgt, om der er noget under prøverne der er en særlig udfordring, er hun ikke i tvivl om hvad hun skal svare:

”Det, som Johannes og jeg arbejder meget med lige nu, er, at vi i forvejen kender hinanden rigtig godt. Vi har gået i folkeskole sammen, og under prøverne kommer vi hele tiden til at give lidt for meget udtryk for, at vi kender hinanden rigtig godt, blot fordi vi er afslappede omkring hinanden. Lisa Kent (instruktør og koreograf, red.) kommenterer ofte, at det naturligvis er dejligt, at vi har en god kemi, men at vi skal huske, at vi ikke kender hinanden i rollerne. Så for øjeblikket har vi meget dette for øje.”

Ydermere fortæller Kristine til slut, at det virkelig er en udfordring i dette stykke både at skulle synge, danse og spille skuespil på samme tid. Hun griner og siger: 

”Man skal jo lige lære alt det dér step – og huske at se godt ud samtidig!”

Singin’ In The Rain har premiere den 25 januar. Læs mere her.

Læs også artiklen om HAVE Backstages besøg til prøverne på Singin’ In The Rain her.

Tags: , , , ,