Eric Messerschmidt: Det betyder Kinas kultursatsning i praksis

Kina satser med sin nye femårsplan massivt på kulturen – men hvad vil det egentlig sige? Eric Messerschmidt fra Det Danske Kulturinstitut i Beijing sætter her satsningen i perspektiv og forklarer, hvad den nærmere består i. Kina vil kigge Vesten grundigt efter i kortene, og det sker efter princippet: Hvorfor fejle, når man kan lære af andre?

Den hæsblæsende samfundsomdannelse, som Kina fysisk og mentalt har været igennem de seneste 20 år, har vendt op og ned på meget af det, den gamle civilisation har stået for – og som vi i Vesten har forbundet med landet. Hvor det for bare fem-otte år siden blev associeret med lavstatus-produkter af ynkelig kvalitet, usmart propaganda, som kun Nordkorea kunne matche, og enorme menneskelige ofre for et system, der undertrykte kæmpebefolkningen til en privilegeret elites profit, er billedet lykkeligvis lidt anderledes, her hvor (den flittige) Harens År går på hæld for at blive erstattet af (den mægtige) Dragens År. År 4146 efter kinesisk tidsregning, by the way.

Kina er ikke så entydigt længere. Riget i Midten viser sig nemlig at være konfigureret uendeligt mere sofistikeret og komplekst, end vi, der har rod i den horisontalt lineære og perspektiverende del af verden, har evner til at forstå. Sådan må det formentlig være, når man som fedtet ind i en monotheistisk kultur står over for at skulle dekonstruere et Kina, hvor Lao Ze, Konfucius, Buddha og Mao Zedong ser ud til at sameksistere, uden der går nævneværdige skår af nogen af dem.

Altings forgængelighed og genopståen i nye konfigurationer er ikke alene grundprincipperne i den historiske spiritualitet, som stadigt flere kinesere bekender sig til efter årtiers materialistisk orthopraksi. Den er samtidig en substantiel bestanddel i den pragmatiske tilgang til virkeligheden, som kendetegner kinesisk tankegang, og dermed et ikke ubetydeligt enzym for den omvæltning, en stor del af landets befolkning har mærket siden de økonomiske reformer blev igangsat med Deng Xiaoping i 1982.

Og hvad er der kommet ud af det? Det er stadig tyndt, men BYD (Build Your Dreams), Lenovo, Zhang Yimou, Ai Weiwei, Lang Lang, Shanghai Tang og Blanc-de-Chine er autentiske kinesiske brands, der tegner fortroppen, og vær vis på, at de snart bliver løbet over ende af endnu mere kinesiske kunstnere og survivors. Vi er i Kina, vi er i et vertikalt hierarki, så tingene starter ovenfra.

Den kinesiske kultur skal forynges
Mens vores Grundlov ikke nævner kultur med et ord, er friheden til at beskæftige sig med kunst, teknologi, litteratur og andre kulturelle gøremål en forfatningssikret ret for indbyggerne i verdens største land. Det er godt at vide, for den igangværende 12. Femårsplan, som blev tiltrådt i oktober 2011, giver kunst og kultur en markant større samfundsmæssig rolle, end den nogensinde har haft.

Indledningen taler således om, at Kina skal udvikle sig til at blive et kulturelt eksperimenterende, teknologisk innovativt og socialt afbalanceret samfund – i nævnte rækkefølge – og i flere sammenhænge anvendes termen ”A Time For Culture” til at beskrive denne opskrivning af kulturens rolle som det ”spirituelle (sic) kit, der skal sikre landets sammenhængskraft i en tid med store udfordringer nationalt såvel som globalt”.

Femårsplanen understreger, at de kulturelle mål med udviklingen skal finde sted i en ”rejuvenation” (foryngelse) af den kinesiske kultur. Men den rummer samtidig også en erkendelse af, at landets kulturelle aktører ikke besidder den nødvendige viden og kompetencer til at håndtere spørgsmålet på en måde, der vil gøre den offentlige kultursektor attraktiv og konkurrencedygtig – i forhold til den stigende internationale indflydelse, som ikke mindst den veluddannede storbyungdom er forbruger af.

Derfor er planens lancering fulgt op af åbne diskussioner om Kinas kulturelle potentiale, eller rettere af spørgsmålet om, hvorfor landets nyvundne økonomiske og politiske status i verden ikke matches på det kulturelle område. I bemærkelsesværdigt entydige formuleringer tales der om behovet for at identificere og udvikle en kinesisk ”soft power”, som kan sætte et tydeligt kinesisk præg på globaliseringen og med større moralsk tyngde end den dominerende amerikanske mainstream-kultur.

De nye kulturinstitutioner skal fyldes
Femårsplanen lægger indirekte op til, at de senere års store investeringer i den kulturelle infrastruktur vil medføre en yderligere internationalisering af kulturudbuddet med deraf følgende efterspørgsel på udenlandske samarbejder og produktioner. Siden 2007 har stort set alle større byer (med over tre millioner indbyggere) fået boostet deres hardware med nye koncerthuse, udstillingssteder, museer, teatre og uddannelsesfaciliteter – og de skal fyldes. Både det kinesiske kulturministerium og lokalregeringerne er klar over, at landets kreative erhverv og innovative segmenter endnu ikke har kapacitet eller evner endsige ressourcer til at løfte denne opgave.

For at imødekomme dette har kulturministeriet igangsat en række konsultationer i form af konferencer, publikationer og kulturudvekslingsprogrammer, der har til formål at styrke kompetencerne hos landets institutioner på områder som ”creative leadership”, ”cultural management” og ”innovative strategies”. Parallelt hermed er udpeget 10 byer, der hver får en nøglerolle for udviklingen af et særligt område indenfor ”the cultural industries”, som er den kinesiske betegnelse for kultur- og oplevelsesøkonomien.

Delegationerne vil myldre ind i Vesten
Hvis du er noget ved musikken, må du derfor forberede dig på at få besøg af en kinesisk delegation inden for en ikke fjern fremtid. Den kommer med det ene formål at samle facts ind – hvordan gør du, hvordan er økonomien, hvem snupper overskuddet, og hvad er vækstpotentialet? Anvendes horisontalt eller vertikalt management? Hvilke faldgruber og alliancer eksisterer?

Alle svarene vil så lande i et eller andet forkontor til en kæmpe tænketank med afsindigt velorienterede strateger og analytikere, der vil sammenholde danske data med dem, som andre delegationer har indhentet overalt – og det skal tages bogstaveligt. Kinas forfatning nævner eksplicit, at fundamentet for Folkerepublikken er marxistisk og videnskabeligt, så det vil være noget af en omgåelse af selve ånden i det, der katapulterer Kina frem, ikke at have tjek på, hvordan andre har gjort før én. Hvorfor fejle, når man kan lære af andre?

Vi kan kun gisne om resultatet, men noget synes sikkert: ”Made in China” står for at blive erstattet af ”Made by China”. Femårsplanen har sat sig som mål at blive verdens førende kulturøkonomi inden 2020. Det vil kræve et kunstgreb at få det til at gå i opfyldelse, men som Lao Ze sagde for snart 5000 år siden: ”Governing a big nation is like boiling a small fish.”