Så er nedtællingen for alvor i gang til premieren den 24. februar på musicalen Grease i Tivoli. En musical, som er blandt de sidste 40 års mest populære ungdomsmusicals. Grease rykker ind i Koncertsalen i Tivoli med en ny ung, stjernebesætning, der tæller blandt andet Anna David, Sonny Fredie Pedersen, Silas Holst, Vicki Berlin og Joey Moe, og er instrueret af amerikanske Tim Zimmermann. HAVE Backstage var med til den allerførste læseprøve, hvor holdet mødte hinanden for første gang.

HAVE Backstage bevæger sig gennem Tivoli, hvor den smukke juleopsætning er på vej ned. Snart åbner Tivoli i stedet dørene op for brylcreme, rock n’ roll og tylskørter, med den populære ungdomsmusical Grease.
Oppe bag Tivolis koncertsal kommer vi ind i et stort, åbent lokale, hvor holdet på Grease er ved at samles for første gang. Alle går rundt og hilser på hinanden og kigger spændt på opslagstavlerne, hvorpå der hænger tegninger med hver enkelt rolles kostumer. Det summer af forventningsfuld stemning, som der tages hul på af producent Thomas Langkjær, der byder velkommen.
Alle sidder overfor hinanden ved borde i én stor firkant med deres respektive manuskripter liggende foran sig. Der bliver foreslået en navnerunde, og en af de første på tur er den amerikanske instruktør og koreograf Tim Zimmermann. Zimmermann er én af tidens mest markante musicalinstruktører, og han har stået bag en lang række musicalopsætninger i ind og udland. I Danmark stod han senest bag opsætningen High School Musical 2, som vandt en Reumert i 2010 i kategorien Årets Musikteater.
I dybden med rollernes baggrund
Zimmermann fortæller om hans høje forventninger til opsætningen. Det er vigtigt for ham – selv om forestillingen også skal rumme fornyelse – at musicalen hele tiden er farvet af 50’erne og af USA. Det vil sige, at karaktererne ikke gør ting eller bevægelser, der i sin tid ikke var indført endnu såsom eksempelvis et high-five.
Samtidig pointerer han, at det er vigtigt, at der i rollerne bliver taget stilling til, hvad der ligger til baggrund for de enkelte karakterer. Han forklarer det ved at stille Sandy og Rizzo op mod hinanden. Begge karakterer har en del af hinandens personligheder i sig, men de har hver især valgt side. Årsagen til, at de har valgt sådan, og hvilke erfaringer, der måtte ligge bag, er de overvejelser, som skuespillerne skal arbejde med.
Også Joakim Pedersen, kapelmesteren på Grease, lægger op til et brag af en forestilling med masser af stortromme, og motiverer med kommentaren: ”Den skal jo bare have en på hatten!”
Videre i navnerunden følger et ungt stjernecast af blandt andet Anna David, Sonny Fredie Pedersen, Silas Holst, og Joey Moe.
Entusiasmen er i top
Herefter gennemgås forestillingens sceneopsætning ved hjælp af en lille scenemodel og miniaturerekvisitter, som består af små velproducerede Cadillacs, sengen på pigeværelset samt skønhedsklinikken og dinerens barstole. Tonen i lokalet er varm men opmærksom, og der bliver grint nervøst og forløsende rundt omkring.
Endelig er det tid til allerførste gennemlæsning. Som kick-off fylder en boomblaster lokalet med høj musik fra forestillingen, og så er stilen ligesom lagt. Gennemlæsningen sættes efterfølgende i gang af Kenneth Kreutzmann, som er dialoginstruktør på forestillingen.
Sandy og Danny (Anna David og Sonny) indleder med replikkerne fra åbningsscenen på stranden, og hurtigt er mange i spil. Skuespillerne lever sig ind i rollen, nogle mere end andre, og der bliver grint rundt omkring af hinandens stemmeskift og fortolkninger samt ikke mindst de danske, underholdende replikker. At dømme efter holdet bag og deres entusiasme, er der lagt op til et brag af en forestilling, og holdet bag Grease er topmotiverede.
Medvirkende: Anna David, Sonny Fredie Pedersen, Silas Holst, Julie Steincke, Joey Moe, Vicki Berlin, Nastja Arcel m.fl. Koreografi og instruktion: Tim Zimmerman. Producent: The One & Only Company.
Spilleperiode: 24.februar – 1. april 2012. Læs mere her.
Publikum kan se frem til at rocke med på alle klassikerne, Summer Nights, Hopelessly Devoted to You, Greased Lightning og We Go Together, i en helt ny dansk oversættelse.



Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker