Bestyrelserne på Fjord & Bælt og Naturama har i fællesskab besluttet at igangsætte et arbejde, der har som mål at undersøge mulighederne for en fusion af de to institutioner. Dette arbejde understøttes af Syddansk Universitet.
Målet med at slå kræfterne fra Fjord & Bælt og Naturama sammen i et fælles arbejde er som udgangspunkt at skabe en fusionsinstitution, der kan godkendes som statsanerkendt museum under Museumsloven. Dernæst skal fusionen resultere i:
- Udvikling af begge institutioner
- Stigende besøgstal
- Styrket økonomi
- Større offentlig bevågenhed
- Tætte videnskabelige relationer til Syddansk Universitet, der modsvarer Danmarks to øvrige naturhistoriske museer i København og Århus, til glæde ikke kun for de to institutioner og Syddansk Universitet, men også for Kerteminde og Svendborg kommuner.
Naturamas leder som konstitueret direktør for Fjord & Bælt
Samtidig med at fusionsarbejdet igangsættes, ansættes Naturama’s leder Jacob Christian Salvig d.d. som konstitueret direktør for Fjord & Bælt.
Museumschef Jacob Christian Salvig udtaler i denne forbindelse:
- Det er et meget spændende arbejde, vi har igangsat i dag. Naturama og Fjord & Bælt kender hinanden godt, og vi tror på, at en fusion af de to institutioner vil resultere i en unik dansk videns- og oplevelsesinstitution, der samtidig kan blive et stærkt turistmæssigt fyrtårn på Fyn med national bevågenhed.
Ligeværdige samarbejdspartnere
Fjord & Bælt og Naturama er som udgangspunkt ligeværdige samarbejdspartnere, der har stort set samme økonomi, bemanding og besøgstal. Begge institutioner er videns- og oplevelsesinstitutioner med fokus på natur. Begge institutioner varetager vildtbiologisk forskning på højt niveau relateret nordeuropæiske dyr, og begge institutioner varetager formidling på højt fagligt niveau. Desuden har begge institutioner en stærk skoletjeneste og mange skolebesøgende.
Jacob Christian Salvig udtaler som afslutning:
- Desuden hæfter jeg mig ved, at begge institutioner har meget motiverede og effektive medarbejdere, der yder høj kvalitet. Vi vil med andre ord få et meget stærkt hold, såfremt fusionen bliver en realitet.
Besøg Fjord og Bælt eller Naturamas websites.

Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker