Christian Gether: Dronningen berører det sublime

Den 28. januar åbner ”Farvens Sjæl” på Arken. Udstillingen består af 135 værker af Dronning Margrethe, og her fortæller Arkens direktør Christian Gether om sin egen oplevelse af monarkens kunst. Han sætter den desuden i perspektiv i forhold til Arkens overordnede ønske om at formidle kunst, der stiller de klassiske eksistentielle spørgsmål om menneskets væren i verden.

Hvad har motivationen været for at få Dronnings kunst udstillet på Arken?
– Jamen, vi synes, det er fantastisk, at Danmark har en Dronning, der er kunstner. Dronningen er jo en solid og habil maler, som udtrykker sig i et klart, dramatisk og velformuleret billedsprog. Dronningen har en erfaring med livet, som jo selvfølgelig er unik i kraft af, at hun er dronning. Og det, som vi interesserer os for her på Arken, er at få forskellige tolkninger af de grundlæggende, eksistentielle vilkår for mennesket. Og det er i høj grad det, som Dronningen beskæftiger sig med. Nemlig, at forstå tilværelsen gennem billedsprog.

Hvordan tolker du hendes værker?
– Det er ikke sådan, at Dronningen har en bestemt mission eller er propagandist. Hun har ikke ét bestemt budskab, som skal forstås. Men Dronningen stiller sin tolkning af tilværelsen til rådighed for offentligheden, hvorefter vi kan gå i mental dialog med værkerne. Herigennem kan vi perspektiveret på vores egen tilværelse. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi viser Dronningens billeder her på stedet – også fordi det er en måde at perspektivere den udstillingsrække, vi har her på stedet.

Hvordan oplever du selv Dronningens kunst?
– Dels ser jeg en meget velformuleret billedkunstner. Derudover ser jeg også en meget reflekteret billedkunstner. Og der skal være et anliggende i kunsten – ellers bliver den bare til dekoration. Kunstneren skal ville noget med det udtryk, som kunstneren arbejder med, og i Dronningens kunst er det klart, at der er en dyb fascination – en overvældende følelse af verdensaltet. Dronningen taler jo om, at verden er skabt, og det betyder altså, at der er en storhed i naturen, der er en overordnet kraft, som udfolder sig på en lang række forskellige planer.

Hvordan kommer det til udtryk i hendes værker?
– Man kan se det i de store, tomme landskaber, hvor hun har hentet inspiration fra Færøerne og Grønland. Altså de mennesketomme, øde landskaber. Der er noget truende i skildringerne af disse landskaber, og dronningen er også selv inde på, at naturen er både tillokkende og skræmmende. Og det skræmmende er jo også tillokkende.

Den sublime følelse
Hvad er det Dronningen er fascineret af?
– Det er naturens storhed. Det drejer sig om en kategori inden for det æstetiske, som kaldes det sublime, hvor man ser en storhed i naturen – på sikker afstand, som eksempelvis ved et voldsomt tordenvejr i Alperne eller ved et vulkanudbrud. Når man ser det på afstand, synes man det er fantastisk, overvældende og ubegribeligt stort. Og når man konfronteres med noget, som er ufatteligt, men som man ikke er i tvivl om er der, så fornemmer man denne storhed. Man får en følelse af det sublime. Og det er denne sublime følelse, som man kan opleve i Dronningens landskabsbilleder.

Hvordan ser du, at Dronningens stil har udviklet sig?
– Hun er gået tættere på motiverne, som om de har opløst sig, og hvor det bliver farverne, som bærer kompositionen. Senere har hun malet en serie stenbilleder, hvor det ikke er den observerede virkelighed, der skildres, men billeder, som er baseret på en erindring om virkeligheden. Som arkæolog ved Dronningen jo meget om sten, og hun har også en viden om geologi. Hun bruger altså stenen som form og som bærer af det billedkunstneriske udtryk – som så baserer sig på brugen af farver. Og farverne er jo resultatet af lys, som lander på en overflade og splintres. Heri ligger der også et guddommeligt aspekt, og stenen som motiv har jo nærmest et evighedsperspektiv i sig.

Klassisk undren i et samtidig perspektiv
Hvordan passer Dronningens kunst generelt ind i Arkens profil?
– Vi havde jo Anna Ancher sidste år, nu har vi Dronningen, og næste år får vi Frida Kahlo. Så her i årenes forår, har vi tre store kvinder med hver deres billedkunstneriske udtryk. Men generelt er det jo sådan, at vi her på museet ikke går så meget op i kronologi.

Hvad ligger der i det?
– Det har noget at gøre med, at den gode kunst i virkeligheden er hævet over tid. Samtidig beskæftiger den gode kunst sig til hver en tid med det samme. Formen ændrer sig, men indholdet er altid en undren over tilværelsen. Altså det samme, som filosofien beskæftiger sig med. Nemlig en overvejelse i forhold til, hvad det hele går ud på. Vi har jo en profil som et museum for samtidskunst. Men vi gør altså også det, at vi fremdrager det klassiske materiale, og kigger på det ud fra samtidens erfaringer. Det er jo sådan, at måden, man spørger til materialet, afgør hvilket svar, man får. Så det er et spørgsmål om, hvilken metode man anvender. Anvender man en samtidig metode på klassisk materiale, så får man også et samtidigt svar ud af materialet. Så derfor forholder vi os på den måde frit i forhold til tiden og kronologien. Det, der er vigtigt for os, er at vise virkelig kunst.

Opererer i på Arken med en bestemt definition af kunst?
– Nej, det ville være tosset, for så ville kunsten straks begynde at unddrage sig definitionen. Men der er ikke nogen tvivl om, at den gode kunst som nævnt beskæftiger sig med de fælles menneskelige problemstillinger. Den undrer sig over, hvad det er for en mystisk størrelse – det vi kalder tilværelsen – naturen har givet os, og hvad vi skal stille op med den. Det er dén kunst, som beskæftiger sig med eksistentielle overvejelser, som vi går efter. Altså kunst, der prøver at forstå, hvad det hele går ud på, og som opstiller nogle problemstillinger, som vi som betragtere kan spejle og involvere os mentalt i.

At affinde sig med en meningsløs verden
Set i en bred samfundsmæssig forstand, hvad er det så, Arken ønsker at opnå med sin kunstformidling?
– Vi ønsker at sætte et nyt perspektiv på den besøgendes virkelighed. Vi ønsker, at præsentere en kunst, som både er æstetisk, intellektuel og følelsesmæssig udfordrende. Og samtidig ønsker vi, at det, vi gør, skal være baseret på indsigt, kvalitet og fordybelse.

Hvordan adskiller Arkens profil sig fra andre kunstmuseers?
– Vores særlige profil er, at vi fokuserer på det eksistentielle. Vi fokuserer på det tilværelsestolkende, og at den kunst, vi viser, skal indgå i en dialog med den erfaring i tilværelsen, som vores besøgende har. Vi er meget optaget af, at vores besøgende selv skal være mentalt aktive. Vi ønsker ikke, at et besøg på Arken skal være uforpligtende tidsfordriv. Der er og skal være store muligheder for at blive klogere på sig selv, og dermed livet.

Både Dronningen og Hirst spiller begge en rolle – om end på vidt forskellige måder – i popkulturen. Hvilken rolle spiller popkulturen som fænomen og begreb for Arkens selvbevidsthed?
– Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i præmissen. Jeg kan godt se, at der kan være en popdimension i Hirsts værker, men de rummer mere end det. Hos os handler det om – hvis det drejer sig om popkultur, eller snarere popkunst – at give anledning til overvejelser omkring, hvad det er for en kultur, vi befinder os i. Her til morgen læste jeg eksempelvis, at den nye formand for Kunstrådet sagde, at eksistentielle overvejelser handler om, hvordan vi trives i samfundet. Det vil jeg nok sige er lige kedeligt nok. Det er for lidt. Det handler nærmere om, hvordan vores position og relation til verden er, og hvordan denne skal forstås. Er der et perspektiv, eller kan man affinde sig med et fravær af perspektiv? Vil man sige, som man sagde i antikken, at ”tilværelsen er tragisk”, fordi det hele ender med døden? For mig handler det om, hvordan vi indretter os og forstår verden. Altså om hvordan vi affinder os med verden, som efter min mening er meningsløs. Det er dét, vi vil have fat i.