Dansker bliver ny direktør for Festspillene i Bergen

Danske Anders Beyer bliver direktør for Festspillene i Bergen fra august 2012. Han har tidligere arbejdet med kunst- og kulturformidling fra en række centrale positioner i dansk, nordisk og international sammenhæng.


”Festspillene i Bergen er for mig den mest interessante kulturfestival i Norden, fordi den samler kulturarv, folkefest og moderne eksperimenter under samme tag,” udtaler Festspillenes kommende direktør, Anders Beyer (f. 1958), som tidligere har været kunstnerisk rådgiver for festspillene fra 2006-2008. Beyer har opbygget kulturelle platforme både i Danmark og udlandet, og har erfaring inden for et bredt kulturfelt.

Bestyrelsesformand for Festspillene Åse Kleveland udtaler:

“Det er med stor glæde, at bestyrelsen for Festspillene nu har ansat Anders Beyer til at efterfølge Per Boye Hansen som direktør. Kravene til denne centrale stilling i norsk kulturliv er store og mange. Anders Beyer har en omfattende kunst- og musikfaglig baggrund, et stort engagement og en bred erfaring med publikumsudvikling og nyskabende formidling, samt fokus på samarbejde og networking. Derudover har han en stærk nordisk profil. Dette gør ham særdeles godt rustet til at videreudvikle Festspillene i Bergen fra den stærke position, de aktuelt har.”

Musiker, forfatter, redaktør og filosof
Beyer er i dag ensemblechef for Athelas Sinfonietta Copenhagen, som de forgangne år har arrangeret en af de fremmeste samtidsmusikfestivaler i Norden. I 2009 started Beyer også Copenhagen Opera Festival, som har etableret sig som en vigtig kulturel begivenhed i København med flere end 25.000 besøgende.

Anders Beyer har studeret musik og filosofi, og begyndte allerede sin profesionelle karriere som pianist  som teenager og har desuden optrådt både med rock- og jazzbands samt forskellige andre orkestrer. Beyer er også kendt som skribent og musikredaktør for Dagbladet Information, ligesom han har skrevet bøger og artikler om den klassiske musikkultur –  fra den tidlige renæssance til senromantikkens mestre. Sin interesse og indsigt i den europæiske musikkultur har Beyer brugt som springbræt til at etablere et internationalt netværk inden for den klassiske musik.

Professionalisme, engagement, dialog og udfordring
Anders Beyer har især været optaget af nordisk musik, og kan således notere ansvarlig redaktør for Dansk Musik Tidsskrift og Nordic Sounds til CV´et. For Nordisk Ministerråd har Beyer desuden været ansvarlig for en række projekter, bl.a. på Balkan i 1990’erne og på Ground Zero i New York.

Beyers arbejde med kultur i forskellige sammenhænge har altid vært båret frem af viljen til at udforske og afprøve nye tilgange til, hvordan publikum kan møde kunsten.

Den kommende direktør udtaler følgende om sin forestående postion:

”Nøgleordene for mig er professionalisme, engagement, dialog og udfordring. Jeg vil være lydhør og gøre mit ypperste for at leve op til forventningene, som naturligvis må være høje til en festspildirektør,”

Beyer flytter allerede til Bergen i marts for at starte planlægningen af Festspillene 2013, og er officielt direktør fra august 2012.

Tags: ,